Din indkøbskurv

Du har ingen varer i din kurv

Handel videre

Gå til kassen
VISA/DK VISA/DK VISA/DK VISA/DK VISA/DK

Der forekom en fejl under søgningen

0 Open minicart Indkøbskurv

Sådan gør du en god entré i 2019

Blog billede

17. september 2019

Entréen er ofte et af de rum, der ikke tilskrives den helt store betydning, og som ofte bliver nedprioriteret eller helt glemt, når hjemmet skal indrettes. Men hvis du tænker over det, er det reelt set det rum, som du først møder, når du træder ind i boligen, og det rum, som du sidst ser, når du forlader hjemmet.

Derfor har entréen en stor betydning og har meget at sige, når det drejer sig om, hvordan du, din familie og dine gæster oplever boligen som helhed. Set i det lys er det afgørende, at du sørger for, at din entré leverer et godt førstehåndsindtryk, som smitter positivt af på oplevelsen af resten af hjemmet, og som efterlader et godt indtryk, når man forlader matriklen.

Uanset om du står og skal indrette din entré helt fra bunden af, eller om du bare gerne vil opdatere den og give den en makeover, kan du finde hjælp i dette blogindlæg. Hos Møblér er vi dykket ned i de nye trends og har fundet en række tendenser, som formodentlig vil diktere boligindretningen i dette år. Du kan således få gode idéer, tips og værdifuld inspiration til, hvordan du indretter og møblerer din entré, så den står ultraskarpt i 2019.

God fornøjelse!

 

1. Lys i pæren


Det er som sagt vigtigt, at du og dine gæster føler sig godt tilpas og budt velkommen, når de træder ind i entréen. Ofte forbindes entréer med små og smalle rum, der er relativt mørke, og hvor pladsen er meget trang. Det vil sige rum, man som regel passerer hurtigst muligt, og hvor man ikke som sådan har lyst til at opholde sig i længere tid. Men sådan behøver det nu langtfra at være. Du kan nemlig med få virkemidler skabe et indbydende og behageligt rum, der inviterer til, at dine gæster bliver hængende i længere tid eller decideret søger ud i entréen.

I den forbindelse er det generelle lysindfald og belysningen en afgørende faktor. Et lyst rum er med til at åbne op og give en fornemmelse af plads, hvilket er et godt udgangspunkt, når det handler om at få folk til at føle sig velkommen. Hvis din entré ikke er udstyret med vinduer, hvor det naturlige sollys kan oplyse rummet, kan du med fordel anvende andre lyskilder i form af lofts- eller væglamper. De fungerer både som dekorative elementer i indretningen og kan levere den rette belysning efter smag og behov. Hos Møblér forhandler vi en lang række forskellige lamper, der tjener dette formål – også bordlamper til en kommode eller et lille bord i entréen.

Men faktisk er det ikke kun sollys og elektrisk lys, der kan oplyse din entré. Farven på vægge og møbler kan også lysne rummet. Derfor bør du stærkt overveje at holde farverne i din entré i lyse toner, da mørke farvenuancer hurtigt giver en ”lukket” fornemmelse i en lille entré med sparsom plads. Hvilken farve du vælger er en individuel sag, men kigger vi på farvepaletten i 2019, peger alle tendenser i retningen af de mere støvede og lyse farvetoner samt sarte pastelfarver. Denne afdæmpede farveskala skaber typisk et roligt og harmonisk udtryk, hvilket er perfekt i en entré. Det kan ofte forekomme lidt voldsomt og overvældende, hvis man bliver bombarderet med et væld af skarpe og differentierede farveindtryk, når man træder ind ad døren, og derfor vil lyse farver være at foretrække i denne sammenhæng.

Du bør derfor tage stilling til, hvilken type lys du ønsker i din entré – både når det gælder lyskilder og farver – det har en stor betydning for den samlede oplevelse af rummet.

 

2. Skab en større rumfornemmelse med spejle


Som tidligere nævnt opfatter de fleste typisk entréen som et relativt lille og smalt rum, hvor der ikke er ret mange kvadratmeter og derfor en begrænset gulvplads at bevæge sig på. Det er også et faktum i rigtig mange danske hjem, og det er blandt andet derfor, at entréen ofte får en mindre betydning i forhold til boligens øvrige rum. Men faktisk kan du ved hjælp af indretningen etablere en større rumfornemmelse, uden at du rent faktisk behøver at rive vægge ned og skabe mere plads rent fysisk.

Foruden belysning og farvevalg er brugen af spejle i entréen en meget effektiv metode i denne henseende. Spejle er nemlig med til at skabe en illusion af, at rummet er større og mere rummeligt, end det i virkeligheden er. Hvis du for eksempel har en lang og meget smal entré, kan du hænge et spejl for enden af – eller i hver ende af – rummet. Det giver en fornemmelse af, at entréen fortsætter. Spejle kan altså populært sagt ”forlænge” din entré, så pladsen ikke føles klaustrofobisk og trang – også selvom I skulle være flere personer på samme tid i rummet.

Derudover har spejle også en æstetisk og ikke mindst praktisk funktion i entréen, da et spejl er et dekorativt element i indretningen på lige fod med malerier eller brugskunst. Man har også typisk brug for at kaste et sidste blik på sig selv, inden man forlader boligen, så man altid er sikker på, at man ser godt ud. Derfor kan det være en stor fordel at have et eller flere spejle i entréen.

Og hvilken type spejle er der så tale om? Ja, det er helt op til dig selv – følg dine behov og din indretningsstil. Vi ser en stigende tendens til, at entréer ikke bare udstyres med ét spejl, men derimod flere spejle, der tilsammen giver rummet liv og spil. På vores hjemmeside finder du en lang række entréspejle i forskellige modeller, der udmærker sig på forskellig vis. Hvis din entré er lille, kan det anbefales at investere i vægspejle – separat såvel som i kombination med et andet entrémøbel – for eksempel en kommode eller et væghængt reolsystem.

De væghængte spejle har den fordel, at de ikke optager gulvplads, hvilket også gør dem til de mest anvendte spejle i danske hjem. Er pladsmangel derimod ikke et problem i din entré, kan du sagtens gå efter et stort og solidt gulvspejl, eller du kan vælge en væghængt model og en gulvmodel.

 

3. Praktisk og smuk opbevaring


Entréen er et af de steder i hjemmet, hvor man som regel har en masse rod. Det er her, man stiller sine sko, hænger sin jakke, smider tasken eller lægger pung og nøgler, og der skal ikke meget til, før bunker med tøj og personlige genstande fylder det meste af entréen. Hvem kender ikke til, at man kommer træt hjem efter en lang arbejdsdag og derfor ikke lige orker at sætte skoene på plads eller hænge jakken på knagen? Eller at børnene efterlader skoletasker, flyverdragter og støvler midt på gulvet, fordi de hurtigst muligt skal ind på deres værelse for at lege. Og hvis du har en familie med flere voksne og børn vil det hurtigt resultere i en masse rod, der både forstyrrer øjet og sindet. 

Eftersom entréen er det første, der møder os, når vi træder ind ad døren, er rod og kaos for de flestes vedkommende ikke ligefrem ønskværdigt. Det gælder om at give et godt førstehåndsindtryk, og derfor kan det være en stor hjælp at tænke i smarte opbevaringsløsninger. Og selvom opbevaring primært forbindes med noget praktisk, kan de forskellige opbevaringsløsninger faktisk bidrage til entréens samlede æstetiske udtryk og design – hvis man bare tænker lidt kreativt og ser muligheder frem for begrænsninger.

En stor familie er som regel lig med mange sko, støvler, sandaler og andet fodtøj, og det kan let komme til at fylde meget, hvis de står direkte på gulvet – mere eller mindre uorganiseret. Derfor kan det være fordelagtigt at tænke i smarte opbevaringsløsninger, der enten skjuler fodtøjet eller præsenterer det på en flot og organiseret måde. Én ting er de klassiske skostativer, som findes i et væld af udgaver, noget andet er at anvende hylder til skoene, der frit kan placeres på væggen efter smag og behov. Det gør det muligt at placere familiens sko i en højde, hvor de ikke generer jer og optager unødig gulvplads, samtidig med at skohylderne får en æstetisk funktion, da du får mulighed for at ”udstille” de forskellige sko i entréen.

En anden opbevaringsløsning, der på samme måde har en praktisk og æstetisk dimension, er dekorative knager, som kan købes i mange forskellige størrelser, farver og modeller, og som frit kan sættes op på væggen i sjove og anderledes formationer. På den måde kan du hænge dine flotte tasker op, så de ikke bare samler støv inde i skabet. Det giver entréen nyt liv og et personligt præg.

Er du ikke til de væghængte opbevaringsløsninger, kan det være oplagt at kigge på et smart tøjstativ eller en moderne stumtjener, der fjerner overtøjet fra gulvet og fungerer som et dekorativt møbel i hjørnet af entréen. Tendenserne i 2019 byder i høj grad på flere og flere naturmaterialer, som integreres i boligindretningen, og derfor kan du overveje at købe en stumtjener i ubehandlet naturtræ, der har et råt og autentisk look. Du kan også gå efter det mere sprælske look ved at vælge en farve til din stumtjener, som står i kontrast til farven på væggene i entréen, og som derfor skaber blikfang.

Mulighederne, når det gælder smarte, praktiske og æstetiske opbevaringsløsninger, er altså mangfoldige, og du kan hurtigt komme rodet i entréen til livs med simple og kreative tiltag.

 

4. Inviter naturen ind i din entré


Som vi har nævnt før, vil de danske hjem i 2019 være domineret af naturelementer som en integreret del af både interiør og møblement, og her går entréen ikke fri. Naturen vil komme til udtryk på flere planer – blandt andet i form af møbler i naturlige materialer som træ, sten, marmor, beton og lignende. Især de mørke træsorter synes at vinde frem, hvilket du bør have in mente, når du kigger på møbler til din entré.

Det er dog ikke kun møblerne, der kommer i naturmaterialer. Også tæpper og dyreskind bliver i stigende grad populære, når man skal indrette entréen. Det bidrager til komforten, da der ofte er koldt i entréen, men det har også et designmæssigt formål, da et lækkert og farverigt gulvtæppe pynter i rummet. Du kan også vælge at gå hele vejen og fuldende det naturlige udtryk ved at implementere behandlede træstubbe i entréen som et alternativ til et klassisk møbel eller hænge dyreskind eller kranier og udstoppede dyrehoveder på væggen.

Med andre ord: Hop med på modebølgen, og inviter naturen ind i din entré.

 

5. Slå et slag for (slag)bænken


Når du står og skal købe entrémøbler, er det måske klassikere som kommoderreolerhylderskuffemodulergarderobeskabe og skostativer, der først dukker op i dine tankerne. Disse møbler passer perfekt ind i enhver entré og bør derfor altid være en del af dine overvejelser, men du behøver ikke altid at gå den klassiske vej. Der kan være stor værdi i at tænke lidt anderledes og dermed skabe en entré, der differentierer sig fra naboens entré, og som imponerer dine gæster.

Du kan for eksempel investere i en bænk eller slagbænk med tilhørende hynde, som er praktisk at sidde på, når man skal tage sko af og på. Slagbænken eller en bænk med integrerede skuffer kan samtidig anvendes til at opbevare overtøj og genstande. En perfekt kombinationsløsning, der vil passe ind i de fleste moderne entréer.

 

6. Grøn omstilling i entréen


Den sidste trend, vi har valgt at fremhæve, refererer til den stigende tendens til at inddrage naturelementer i boligindretningen – nemlig en slags ”grøn omstilling”. Det skal både forstås helt konkret, da de grønne planter i den grad figurerer i de danske hjem og skaber en botanisk, naturlig og autentisk atmosfære, men det skal også forstås mere symbolsk, da danskernes miljø- og klimabevidsthed buldrer fremad med et øget fokus på bæredygtige materialer og klimavenlige produktionsforhold.

Så hvis din entré skal være opdateret til 2019 og følge tendenserne, bør du investere i møbler og interiør, der er produceret af bæredygtige materialer og under gode arbejdsvilkår. Entrémøbler handler altså ikke udelukkende om udseende, men i den grad også om symbolik. På den måde kan du indrette din bolig med god samvittighed.

Sagt på en anden måde: Den bæredygtige og ”grønne” stil er lig med god indretningsstil i 2019.

Vi håber, at du med disse råd er blevet lidt klogere på, hvordan du bogstaveligt talt gør en god entré i 2019. Du kan altid finde yderligere inspirationsmateriale på vores hjemmeside, og hvis du ønsker personlig vejledning, står vores kompetente medarbejdere klar til at hjælpe dig – både via telefon, mail og en god snak i en af vores fysiske butikker. Vi anbefaler altid, at du kommer ind og ser møblerne, inden du tager den endelige beslutning. Det er din garanti for et godt køb.

Held og lykke med indretningen af din entré!

Tilbud, indretningstips og inspiration – tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hold dig opdateret om vores nyeste tilbud på senge, sofaer og spiseborde, eller få inspiration til indretningen af dit hjem. Som abonnent på Møblérs nyhedsbrev får du altid besked om udsalg og gode tilbud på vores mange møbler, ligesom vi ligeledes deler ud af vores store erfaring og viden inden for indretning og tidens trends. 

Tak, du er nu tilmeldt Møblérs nyhedsbrev.
Du er allerede tilmeldt Møblérs nyhedsbrev.
Du er allerede tilmeldt Møblérs nyhedsbrev.