Barbordets comeback


Det er blevet supermoderne at have et barbord i sin indretning.

Inviter vennerne til cocktailparty eller eftermiddagshygge - hvem elsker ikke at blive budt på en cocktail eller drink i lækre omgivelser. Så hvis du har set dig lun på ideen om en minibar i stuen, så go for it.
Whisky tilsat gingerbeer/ingefærøl skulle være hipt, har vi ladet os fortælle - måske det skal prøves.

Minibar - ja, den kan skabes på mange måder, uden at det kommer til at koste det helt store og uden at tage for meget plads. Prøv med et smukt kvadratisk bord, gerne med en bordplade i kobber, det skaber hurtigt en stemning af luksus og velvære. Pynt med drinksglas og karafler og placer skønne grønne planter omkring - brug eventuelt ampler til at hænge i loftet. Ampler er hængende krukker, som er meget velegnede til planter med en flot, overhængende vækst, og de er supergode til steder med begrænset plads.

Hvis indretningen i stuen ikke tillader pladsen til barbordet, kan du i stedet investere i en lækker bakke, gerne i messing eller kobber. Vær kreativ og se mulighederne rundt omkring i stuen: Har du en skænk, kunne det være et godt sted at placere bakken eller endnu bedre; brug en hylde. Så har du også et alternativ til en væg med et billedgalleri. Sæt også gerne nogle vaser med et par enkeltstilkede blomster, det er altid så friskt og et smukt syn for øjet. Så varer det ikke længe, før du kan invitere vennerne til cocktailparty.

God fornøjelse!