0
Din indkøbskurv

Opdaterer kurv

stk. a

-
+

Tilkøb:

stk. a

Din kurv i alt (ex. fragt)

Handel videre

Gå til kurven
Dankort VISA VISA Elektron American express Santander Mobilepay

Hvordan falder man hurtigt i søvn?

15. april 2024

Hvordan falder man hurtigt i søvn? 10 gode råd

Er du en af dem, der ligger og vender og drejer sig i sengen, fordi du ikke kan falde i søvn? Det er virkelig frustrerende og stressende ikke at kunne sove. Især hvis det er et gentagende problem – og du skal tidligt op næste morgen. 

Mangel på søvn kan have store konsekvenser for både dit helbred og din daglige trivsel. Og det kan være en stor udfordring at fungere optimalt, hvis du ikke får søvn nok. 

Men hvad kan du gøre ved problemet? Der findes heldigvis gode råd til, hvordan du kan øve dig på at falde i søvn hurtigere. I dette blogindlæg deler vi 10 tips til at falde i søvn.

Hvorfor har jeg svært ved at falde i søvn?

Alle mennesker har korte eller længere perioder med søvnløshed. Men det er en ringe trøst at vide, at det er ganske normalt. For det hjælper jo ikke på, at det er et irriterende problem. 

De typiske årsager til, at man ikke kan sove, er stress og bekymringer. Det kan også skyldes, at du er i overgangsalderen, som ofte medfører en ringere søvn og svedeture. Det kan også være, at du simpelthen ligger dårligt i din seng – som så resulterer i, at du får ondt i kroppen, når du sover.

Har du tænkt over, hvad der kan ligge til grund for, at du har svært ved at falde i søvn? Det kan være en god idé at overveje, om det skyldes noget psykisk som problemer på jobbet eller stress, eller fysiske omstændigheder som helbred eller dårlig sovekomfort. 

Når du har fundet frem til årsagen, er det nemmere at finde en løsning til problemet. 

Vågner du ofte om natten? Læs mere om søvnløshed i vores blogindlæg og få 5 tips til en uforstyrret søvn 😴

Sådan falder du hurtigere i søvn: 10 gode råd 

Der findes massevis af gode råd til at falde i søvn. Nogle tricks er måske mere tvivlsomme end andre. Du kender sikkert allerede rådet om at tælle får. Den deler vandene blandt søvneksperter. Fungerer det for dig, er det alletiders. Men der er ikke umiddelbart evidens for, at det skulle virke. 

  1. Glem klokken
    Uret siger 01.16, og du har stadigvæk ikke lukket et øje. Det er naturligvis frustrerende. Men du får absolut intet ud af at fokusere på, hvad klokken er. Det vil formentlig bare have den modsatte effekt, hvor du stresser over den manglende søvn. Derfor: kig ikke på klokken.
     
  2. Parkér tankerne
    Det er måske nemmere sagt end gjort. Men forsøg, om du kan styre din hjerne, inden du lægger dig i seng. Et godt trick er at skrive alle dine tanker og bekymringer ned på et papir, inden du helt fysisk går ind i soveværelset. På den måde parkerer du alle de stressende og negative tanker, inden du lægger dig i sengen. Prøv i stedet at tænke positive tanker – eksempelvis de 2-3 bedste ting fra dagen.
     
  3. Stå op og gå rundt
    Har du ligget længe uden at falde i søvn? Eller vågner du om natten og kan ikke falde i søvn igen? Så prøv at stå op og gå ind i et andet rum og gør noget afslappende. Læs en bog, lyt til afslappende musik eller drik en kop the. Du kan også ordne vasketøj eller tage et bad. Læg dig først i seng igen, når du kan mærke trætheden.
     
  4. Tæl ned fra 300
    I stedet for at tælle får, kan du benytte dig af et andet søvntrick: regn baglæns. Det går ud på, at du starter med tallet 300 og regner baglæns ved at trække 3 fra hver gang – altså: 300, 297, 294, 291 og så videre. Formålet er, at du ikke kan tænke på andet, og at det er så kedeligt, at du falder i søvn.
     
  5. Dyrk motion
    Regelmæssig motion er godt for mange ting. Også søvn. Sørg for at dyrke motion i minimum 30 minutter i løbet af dagen, men helst ikke de sidste timer inden sengetid.
     
  6. Undgå alkohol og koffein
    Alkohol og koffeinholdige drikke som kaffe kan have en negativ indvirkning på din søvn. Det kan derfor være en god idé at undgå at indtage disse kort tid før, du skal i seng. 
     
  7. Ingen arbejde
    Du skal skabe de bedste forudsætninger for din søvn. Derfor er det en dum idé at arbejde, lige inden du skal i seng, da dit hoved i så fald vil være fyldt med arbejdsopgaver. Læg arbejdet fra dig og læs en bog i stedet.
     
  8. Skærm eller ingen skærm?
    Det er virkelig noget, der deler vandene. Nogle søvneksperter advarer mod brug af telefon og tv i soveværelset, mens andre ikke ser de store problemer med det. Prøv dig frem og se, hvad der fungerer bedst for dig og din søvn. 
     
  9. Sov køligt og ryddeligt
    Det har faktisk en stor betydning, at dit soveværelse indbyder til ro og afslapning. Sørg derfor for, at der er ryddet op. Det er også vigtigt, at soveværelset ikke er for varmt. Et køligt soveværelse hjælper kroppen med at få en god nats søvn. Den rigtige dyne kan sørge for, at du har den rette kropstemperatur.

    Læs også: 6 tips til at undgå nattesved
     
  10. Slap af
    Oplever du ofte, at du har svært ved at falde i søvn? Så kan det måske være en god idé at forberede dig inden sengetid. Gør noget godt for dig selv i form af et fodbad, massage, yoga eller afslapningsøvelser. Og hvis du har svært ved at falde i søvn eller vågner om natten, så prøv om du kan lade være med at stresse over det.

Skab de bedste rammer for din søvn

Det er vigtigt, at du har de bedste forudsætninger for at sove. Det starter først og fremmest med din seng. Du skal nemlig ligge godt i din seng og have en god topmadras. For virkeligheden er, at du kan implementere alle ovenstående 10 gode råd, men hvis du ligger i en for hård seng, på en for blød pude eller med en for varm dyne, er det altsammen ligegyldigt. 

En sengespecialist kan hjælpe dig med at finde frem til den seng, madras, pude og dyne, der passer til din krop og sovestilling. 

Du kan også besøge vores søvnguide, der tager dig igennem vigtigheden af søvn. Denne guide forsøger at udlede, hvor meget søvn du skal have om natten for at vedligeholde et godt fysisk og mentalt helbred. 

Overvejer du at skifte din seng ud, kan du læse vores guide til sengestørrelser og -mål for at sikre, at du finder den helt rigtige seng til dig.

Er søvnløshed et vedvarende problem? Som er så stort at du har svært ved at klare dit arbejde eller din hverdag? Så bør du altid opsøge din læge. 

Godnat og sov godt. 

Læs også: Forstå din REM søvn