14. august 2024
Foråret har meldt sin ankomst, og det betyder, at det er tid til at forny indretningen og lade sig inspirere af de lyse dage og forårets skønne farver. Dette forår står i naturens tegn. Vi længes efter det naturlige, hvilket afspejler sig i boligindretningen i form af naturinspirerede farver, plante- og blomstermotiver. Forårets farver er især centreret omkring afdæmpede grønne, beige og laksefarvede nuancer samt gyldne, gule og orangerøde kulører. Ønsker du at vide mere om, hvordan du kan indrette med de skønne farver? Så læs med her, hvor vi guider dig til, hvordan du nemt kan gøre din bolig forårsklar.
Læs også: Naturlig og nordisk boligindretning
Forår og spirende, grønne planter og blomster hører unægtelig sammen. Derfor er forårets helt store farve grøn. Det siges, at grøn har en dæmpende og rolig effekt på os mennesker, hvorfor de grønne nuancer hitter i mange hjem. Grøn er ideel, når du skal indrette med farver, men ønsker en dæmpet og rolig nuance. Det er dermed oplagt at lege med alle tonerne i den grønne skala. De forskellige nuancer vil skabe dybde og hygge i din indretning.
Er du modig, og ønsker du en større forandring i dit hjem, kan du nemt tilføje den grønne farve til din boligindretning ved at male en enkelt væg eller flere. Det vil give dybde og elegance til rummet. Du kan også vælge at tilføje enkelte pift af grøn med møbler, kunst, tæpper og puder. Hertil er farverne, lavendel og gul, skønne som kontraster og vil skabe et fantastisk spil i indretningen. Bring også gerne den grønne farve ind i dit hjem med planter i smukke krukker og supplér med buketter og grene i vaser. Du kan også få en skøn forårsfornemmelse med billeder og plakater af botanik.
Læs også: Botanikken hitter
Farvepaletten for dette forår består også af varme jordfarver, brændte rødrosa toner, grå og fersken nuancer. Disse varme kulører er for alvor på vej ind i boligen. Sørg gerne for at bruge de brændte farver i forskellige toner for at skabe en indbydende og hyggelig indretning. Sammen med den hvide, nordiske stil opstår der et skønt farvespil, som signalerer ro og afslapning.
Også dusede pasteller er en favorit dette forår. Flere trendeksperter spår, at de dusede pasteller vil være fremtidens ”neutrale base”. Dette udsagn fortæller, at vi i den grad har taget farver til os i indretningen. Så meget, at vi i løbet af de næste år vil erstatte de grå og beige nuancer med toner af pastel som et dæmpet farvespil i vores hjem.
De brændte nuancer og fine pasteller er perfekte til dig, som ønsker at bringe flere farver ind i dit hjem. Skift nemt hele udtrykket i stuen eller soveværelset ved at bruge forårsfarverne på pudebetræk, plaider og på andet tilbehør. På den måde slipper du for en større makeover med maling og udskiftning af møbler, men får alligevel masser af forårsstemning i hjemmet.
Læs også: Æg-straordinær påskedekoration
De varmere metaller har længe været populære, men dette forår vender de mere kølige metalliske nuancer som sølv, aluminium, børstet stål og krom tilbage i indretningen. Metallerne giver glød til både et lyst og et mørkt hjem og tilfører hjemmet personlighed, luksus og liv. Med brugskunst i de elegante metaller kan du altså nemt opgradere dit hjem og få det til at syne luksuriøst.
Du kan med fordel bruge metallerne til at skabe en rød tråd i dit hjem. Bind eksempelvis din køkkenindretning sammen med stuen ved hjælp af metalliske detaljer. De metalliske nuancer egner sig især godt til varme og naturlige materialer som trægulve og træmøbler eller skønne tekstiler.
Læs også: Cozy med messing & kobber